Carsten bygger cykelskur
Sådan ser det hele ud her medio juni 2006. Det første der skete var at bambus-rødderne, som ses til højre i billedet blev gravet op. Det var hårdt arbejde med en spade og en økse ! Det næste trin var at få revet det gamle skur ned. Det var nemt nok eftersom jeg ikke ønskede at beholde noget af det. En stor hammer og en sav og så var taget "klippet" ned. Resten var også nemt nok. Der var dog en del grave-arbejde i al den beplantning der var kommet i højre side af skuret.

Da skuret nu var væk så vi chancen til at få fældet det store grantræ, som egentlig var stod i vejen og ikke var særlig kønt. Det kom Erik og klarede for os. Det tog kun en times tid.
Det er Erik til venstre og grantræet til højre :-)
Så kunne jeg rigtig gå i gang. Først trin var de fire hjørne-stolper, som alle står på stolpe-bæringer. Jeg sørgede godt for at de på alle leder og kanter var i vater. Det skulle jeg gøre ca. 3 gange dagligt herefter viste det sig hurtigt. Stolpebæringerne gør at stolperne kan bevæge sig, og det gør de så ved mindste påvirkning.
"Gulvet" i skuret skulle være fliser eftersom vi havde en del liggende fra andre steder på grunden. Jeg måtte dog lige via den blå avis for at få nok fliser. Gratis afhentet ! Det tog lang tid at få alle fliser lagt så de ikke vippede og var nogenlunde plane i forhold til hinanden. Jeg havde lejet en flise-skærer i Stark men måtte opgive at bruge den. Den var "fixet" lidt for mange gange i leje-tiden og kunne slet ikke skære lige - alternativt knækkede den fliserne på både den rigtige og den modsatte led. Næste trin var at få lavet skelettet til skuret. Det var en større opgave, idet et af de spær jeg havde fået fra "billigbyg.dk" var totalt skæv og snoet. Det kostede en del timer med at forsøge at bruge det alligevel. Jeg måtte opgive til sidst, idet det skæve spær trak hele konstruktionen totalt ud af vater. Jeg købte et nyt spær i Stark.
Så skulle der forberedes tag. Jeg havde købt selve trapez-taget i min "billigbyg.dk" bestilling, men lægterne måtte jeg have i Stark. De var kun 4,10 m så der mangede lige lidt op til spærlængden på 4,20m. Det gik dog alligevel. Tagrende og nedløbsrør (ej påsat endnu) var også med i min "billigbyg.dk" bestilling, og det var nemt at sætte den op. Taget er også lagt, men det kan man ikke rigtig se på billedet. Vindskede og alu-lister er købt i Stark.
Linda fandt en rigtig god udhus-dør via et opslag i Odder Kvikly. Jeg hentede døren (med højre karm) samme aften. Pris 150,- kr. Værdi 2.000,- Jeg lavde selv venstre karm og top. Der bliver ingen bund-karm til døren eftersom den går næsten ned til fliserne. Der er kun ca. 1 cm frigang. Jeg har også fundet et rigtig godt vindue i den blå avis. Jeg gav kun kr. 250,- for det, selvom det kun er 5-8 år gammelt og helt som nyt. Det er et stort 120x120cm vindue som sidder modsat døren. Jeg er også begyndt at sætte stålpladerne (rustfri) op som sokkel-liste.
Jeg besluttede mig for Wafertex 11mm beklædning fra www.2sortering.dk i Horsens. Andre muligheder var for dyre. Prisen for hele beklædningen blev kun kr. 725,00. Havde jeg valgt plader så ville det have blevet omkring kr. 2.000,00. Her er de første par plader sat op. Jeg maler pladerne hele vejen rundt i kanten så kun det man nemt kan male igen mangler. Arghhh, jeg havde regnet forkert !! På trods af at jeg havde indregnet lidt spild og taget 5 plader mere end jeg skulle få brug for, så fik jeg altså en (ja, kun EN) plade for lidt. Den må jeg til Horsens og hente ved lejlighed.
Sådan ser skuret ud fra oven. Herfra kan man se både tag, tagrende og beklædningen som det kom til at se ud til slut (dog før der blev malet). Døren kom til at se ret godt ud. Der kan godt ofres en liste eller to hist og her, men det er alt sammen pynt.